I forbindelse med kommunalreformen vedtog folketinget i juni 2005 en ændring af BBR-loven, som betød at postnumrene blev en del af det officielle adressesystem.
Postnumrene administreres af Post Danmark
Det er fortsat Post Danmark der fastsætter postnummerinddelingen og trækker grænserne mellem de enkelte postnumre - sådan som det har har været tilfældet siden postnummersystemets oprettelse i september 1967.
Samtidig med ændringen af BBR-loven blev det dog bestemt, at postnummerændringer som evt. kan betyde at vejnavne eller adresser ikke længere vil være entydige, skal forelægges Færdselsstyrelsen og Erhvervs- og Byggestyrelsen før de gennemføres.
Officielt postnummerkort
For at sikre alle parter en simpel adgang til oplysninger om postnumrene og deres geografiske afgrænsning, er der i BBR-lovens § 3 f stk. 4 indført en regel om at økonomi- og erhvervsministeren skal tilvejebringe et officielt, digitalt postnummerkort.
Siden første version af dette "postnummerkort" blev publiceret på dette websted i december 2006, er det blevet opdateret flere gange om året i takt med de forskellige små og store ændringer i postnumrene. Det er Kort & Matrikelstyrelsen vedligeholder datasættet, på basis af oplysninger fra Post Danmark, - og på vegne af Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Hent (download) datasættet
I dag publiceres datasættet fra Kort & Matrikelstyrelsens hjemmeside, idet det indgår som et af temaerne i det såkaldte "DAGI" (Danmarks Administrative Geografiske Inddeling), der indeholder en række andre administrative grænser. Postnummergrænserne (og de øvrige DAGI-data) kan frit downloades ved at benytte linket til højre.
Dokumentation
Den tilhørende dokumentation beskriver datasættet og rettighederne til brug. Beskrivelsen dokumenterer bagerst - på side 4 - de ændringer, der er en følge af at postnummerkortet efter 1. april 2010 udgør et af de standardiserede temaer i DAGI. Det er vigtigt at forstå, at datasættet ikke er et færdigt kort som kan hænges på væggen; det beskriver kun "de røde streger" der udgør postnummergrænserne, og der følger ikke et baggrundskort med. Datasættet findes kun i GIS-formater, dvs. at der kræves et geografisk informationssystem (GIS) for at kunne vise og bearbejde data til et passende kort. Til gengæld giver denne løsning maksimal frihed til at anvende datasættet i mange forskellige løsninger.
Flere oplysninger og kontakt
Yderligere oplysninger om baggrunden for datasættet findes i rapporterne fra den arbejdsgruppe som i 2005-2006 udformede oplægget til det officielle postnummerkort. Henvendelser om fejl og spørgsmål kan rettes til Erhvervs- og Byggestyrelsen.